Midt i ørkenens brændende hede, hvor solen kastede sine flammer ned over den glødende jord, stod Imam Hussein – alene. Hans familie og tilhængere var faldet én efter én, og nu var kun ét barn tilbage: hans spæde søn, Abdullah al-Radhi – et spædbarn, der hverken bar sværd eller forstod krig, kun græd af tørst.
Han løftede sit barn i armene og gik hen mod fjendernes lejr. Med en stemme, fyldt af smerte og håb, kaldte han:
“O folk! Hvis I ikke har barmhjertighed med mig, så hav i det mindste barmhjertighed med dette barn! Ser I ikke, hvordan han vrider sig af tørst?“
Men deres hjerter var hårdere end sten. I stedet for vand, fik de en ordre fra deres kommandant:
“Gør ende på diskussionen.”
Da tog Harmala ibn Kahil – en bueskytte – sin pil. Den var trehovedet, skabt til jagt, ikke til spædbørn. Han spændte buen, sigtede mod barnets hals… og lod pilen flyve.
Pilen fløj som en skygge af død – og gennemborede barnets strube fra den ene pulsåre til den anden. Blodet flød stille og varmt ned i faderens hænder.
Hussein så på det lille liv, som netop var slukket i hans arme. Han løftede blikket mod himlen og sagde:
“O Gud! Hvis dette gør Dig tilfreds, så tag endnu mere, indtil Du er fuldt tilfreds.”
Han gik tilbage mod teltene, men tøvede. Hvordan skulle han vise barnet til moderen? Hvordan skulle han fortælle, at også hendes sidste håb var taget?
Han gik bag teltene, fandt et sted, og med sin trætte sværdgrav, gravede han en lille grav. Han kyssede sin søn én sidste gang, lagde ham forsigtigt ned og dækkede ham med sand og tårer.
Denne scene er ikke blot en historisk episode – den er et evigt skrig mod uretfærdighed.
“Hvad havde et spædbarn gjort for at fortjene dette?”
Scenen med Abdullah al-Radhi vil altid stå som symbol på tyranniets grusomhed – og Hussains uendelige opofrelse for sandhed og menneskelighed.
لقراءة ترجمة المقال باللغة العربية أضغط هنا
