Indledning
Når man taler om tragedien i Karbala, står Imam al-Husayn (fred være med ham) i centrum som symbolet på selvopofrelse og guddommelig modstand. Men midt i denne blodige scene steg en ny stjerne op – Imam Ali Zain al-Abidin (as) – den fjerde imam, der bar arven videre i skyggen af asken fra Karbala. Han var sandhedens stemme i tyranniets æra, en arving til det profetiske lys, som med tårer, tålmodighed og tordnende tale holdt revolutionens flamme i live. For han viste, at en sag ikke dør med sværdet, men lever videre gennem ordets ild og princippernes renhed.
Et glimt af Imamen (as)
– Navn: Ali ibn al-Husayn ibn Ali ibn Abi Talib
– Tilnavne: Zain al-Abidin (de frommes pryd), As-Sajjad (den flittige tilbeder)
– Født: år 38 hijri
– Død: år 95 hijri
– Den fjerde imam af Ahl al-Bayt, og den eneste voksne mand overlevende fra Karbala, der efter tragedien overtog det åndelige og politiske ansvar for imamatet.
Efter Karbala: Imamen i centrum af modstand
1. At beskytte budskabet:
Efter Imam al-Husayns martyrdom og massakren i Karbala blev Zain al-Abidin (as), som var syg og dermed blev skånet, leder og beskytter af de overlevende – især kvinderne og børnene.
2. Heroiske standpunkter:
Under fangenskabet i Kufa og Damaskus konfronterede han Umayyade-styret med modige og oplysende taler, hvoraf den mest berømte blev holdt i Yazids hof, og som ændrede historiens gang.
Talen til Imam Ali ibn al-Husayn Zain al-Abidin i Yazids hof
Fortælleren i “al-Manaqib” og andre har berettet: Yazid – må Allah forbande ham – beordrede, at der skulle opstilles en prædikestol og bringes en taler for at nedgøre al-Husayn og Ali (fred være med dem begge) og deres handlinger. Da taleren steg op, priste han Allah og talte rosende, men han overdrev i at spotte Ali og al-Husayn og ophøjede Muawiyah og Yazid – må Allah forbande dem begge – og beskrev dem med alle gode egenskaber.
Da råbte Ali ibn al-Husayn: “Ve dig, du taler! Du har søgt menneskets velvilje på bekostning af Skaberens vrede – forbered dig på din plads i Helvede!”
Derpå sagde Ali ibn al-Husayn: “Yazid! Tillad mig at træde op på disse trin, så jeg kan tale ord, som vil tilfredsstille Gud og bringe belønning og gavn til disse tilstedeværende.”
Yazid nægtede ham det.
Folket råbte: “Åh, de troendes leder! Tillad ham at stige op, måske vil vi høre noget fra ham.”
Yazid sagde: “Hvis han stiger op, vil han ikke gå ned uden at have udstillet mig og hele Abu Sufyans hus.”
Der blev sagt til ham: “Hvad er det værste, denne kan gøre?”
Yazid svarede: “Han tilhører en familie, hvis medlemmer har fået viden indpodet i dem siden fødslen.”
De blev ved med at insistere, indtil Yazid gav ham lov. Han steg op, priste Gud og velsignede Ham, og han holdt en tale, som fik øjne til at græde og hjerter til at skælve.
Han sagde:
“O folk! Vi er blevet givet seks dyder og er blevet udmærket med syv. Vi er blevet givet viden, tålmodighed, gavmildhed, veltalenhed, tapperhed og kærlighed i hjertet hos de troende. Og vi er blevet udmærket ved, at fra os er profeten Muhammad, den udvalgte; fra os er as-Siddiq (den sanddru), fra os er at-Tayyar, fra os er Allahs Løve og Hans Profets Løve; fra os er denne nations to sønner – den der kender mig, har kendt mig, og den der ikke kender mig, vil jeg oplyse om min slægt og herkomst.
O mennesker, jeg er søn af Mekka og Mina, jeg er søn af Zamzam og Safa, jeg er søn af den, der bar den sorte sten med hjørnet af sin kappe.
Jeg er søn af den bedste, der bar et bælte og en kappe. Jeg er søn af den bedste, der tog sandaler på og gik barfodet. Jeg er søn af den bedste, der cirkulerede (om Kaaba) og løb (mellem Safa og Marwa).
Jeg er søn af den bedste, der udførte hajj og svarede kaldet. Jeg er søn af den, der blev båret på Buraq gennem luften.
Jeg er søn af den, der blev ført fra den hellige moské til den fjerneste moské. Jeg er søn af den, som Gabriel førte til Sidrat al-Muntaha.
Jeg er søn af den, der nærmede sig og kom endnu nærmere, indtil han var to bue længder fra eller tættere på. Jeg er søn af den, der bad med englene i himlene. Jeg er søn af den, til hvem den Majestætiske åbenbarede det Han åbenbarede.
Jeg er søn af Muhammad al-Mustafa. Jeg er søn af Ali al-Murtada. Jeg er søn af den, der knuste næserne på folket, indtil de sagde: ‘Der er ingen gud uden Allah.’
Jeg er søn af den, der kæmpede foran Allahs Sendebud med to sværd og stak med to spyd. Han emigrerede to gange. Han gav troskabserklæringer to gange. Han kæmpede i Badr og Hunayn og tvivlede aldrig et øjeblik på Allah.
Jeg er søn af den bedste af de troende, arving til profeterne, undertrykker af vantro, leder af muslimerne, lyset for de stridende, pryd for de tilbedende, krone for de grædende, den mest tålmodige blandt de tålmodige, den bedste blandt dem, der stod for bøn blandt Yasin-folket, Guds Sendebuds folk.
Jeg er søn af den, der blev støttet af Gabriel, hjulpet af Mikael. Jeg er søn af den, der beskyttede muslimernes helligdom, bekæmpede de afvisende, de falske, og de uretfærdige, og han kæmpede mod hans fjender – de åbenlyse modstandere. Jeg er søn af den mest ærefulde blandt alle Qurayshs mænd, den første, der svarede og besvarede Allah og Hans Sendebuds kald blandt de troende, den første blandt de forgangne, den knuser af de overtrædende, ødelæggeren af de afgudsdyrkende, en pil fra Allahs pile mod hyklerne, tungen af visdom blandt de tilbedende, støtte til Guds religion, forvalter af Hans anliggender, haven af Hans visdom, skatkammeret af Hans viden.
Mild, gavmild, strålende, ren, nobel, god, stolt, modig, tålmodig, faster, renset, bedende, knuser af lederskaber, splitter af fjendtlige grupper, den stærkeste i bånd, den mest modige i hjerte, den skarpeste i beslutsomhed, den stærkeste i vilje. En modig løve, der knuser dem i kamp, når spyd mødes og tøjler nærmer sig – knuser dem som en møllesten og spreder dem som vinden spreder tørre blade.
Han er løven af Hijaz, helten fra Irak, født i Mekka, opvokset i Medina, deltager i Khayf og Aqabah, veteran fra Badr og Uhud, deltager i træets ed, emigrant, lederen af araberne, løven på slagmarken, arving af de to helligdomme, far til de to sønner al-Hasan og al-Husayn – det er min bedstefar Ali ibn Abi Talib!
Så sagde han: Jeg er søn af Fatima al-Zahra, jeg er søn af kvindernes leder i hele verden!
Han blev ved med at sige: ‘Jeg er, jeg er…’, indtil folk brød ud i gråd og klagesang. Yazid – må Allah forbande ham – frygtede, at det ville føre til oprør, så han beordrede muezzinen til at kalde til bøn og dermed afbryde Imamen.
Da muezzinen råbte: ‘Allahu Akbar! Allahu Akbar!’
Sagde Ali: ‘Intet er større end Allah.’
Da muezzinen sagde: ‘Jeg bevidner, at der ingen gud er undtagen Allah,’
Sagde Ali ibn al-Husayn: ‘Mit hår, min hud, mit kød og mit blod bevidner det!’
Da muezzinen sagde: ‘Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs Sendebud,’
Vendte han sig fra prædikestolen mod Yazid og sagde:
‘Muhammad – er han din bedstefar eller min, Yazid? Hvis du hævder, at han er din bedstefar, så har du løjet og er vantro. Og hvis du hævder, at han er min bedstefar, hvorfor har du så dræbt hans efterkommere?!’
Så afsluttede muezzinen adhan og iqamah, og Yazid trådte frem for at lede middagsbønnen.
Effekten af talen:
– Den ændrede folkets syn og blottede Yazids uret.
– Den genoprejste Ahl al-Bayts ære.
– Den etablerede en modstandens offentlig stemme i hjertet af tyrannens palads.
Imamens liv efter Karbala: Et liv i stillhedens modstand
1. Åndelig skole:
Han grundlagde en spirituel revolution gennem “As-Sahifa as-Sajjadiyya”, en af de dybeste samlinger af bønner og gudsforhold i islam.
2. Tavs opdragelse:
Imamens ydmyge og gudfrygtige livsstil påvirkede tusinder uden sværd – men gennem natlig velgørenhed og moralsk styrke.
3. Politisk betydning:
Han undgik direkte konfrontation, men hans lærdom banede vej for kommende oprør som Zayd ibn Alis revolution.
Afslutning:
Imam Zain al-Abidin (as) var den levende stemme fra Karbala. Med tårer og tale, med visdom og venten, omdannede han sorg til revolution og tragedie til åndelig genrejsning. Han bar lyset fra Karbala videre – et lys, der stadig skinner i verdens mørke.
Kilder:
1. Al-Ihtijaj – al-Tabarsi
2. Tarikh al-Ya‘qubi
3. Al-Irshad – al-Mufid
4. Maqatil al-Talibiyyin
5. Bihar al-Anwar – al-Majlisi
6. Maqtal Abi Mikhnaf
لقراءة المقال باللغة العربية أضغط هنا
