Indledning

Zaid ibn Ali ibn al-Hussain (må Allah være tilfreds med ham), kendt som den, der beskytter Koranen og som manden med holdningen, blev født i Medina omkring år 80 AH, cirka 698 e.Kr. Han blev født i profetens ædle hus og stammer fra imam Ali ibn Abi Talib og fra Hussein ibn Ali.

Hans far var imam Ali ibn al-Hussain Zayn al-Abidin, kendt som imam al-Sajjad, der fremstod i sin tid med stor fromhed og hengivenhed og med stærk åndelig ledelse under de omvæltende omstændigheder i det omayyadiske styre. Hans mor var en slavekvinde fra imamens kreds, nævnt ved forskellige navne i kilderne, såsom Jida, Jayyid, Haydan eller Hawra. Hun var blevet skænket imam al-Sajjad af visse indflydelsesrige personer blandt folk af viden eller mænd i den tid.

Dette betyder, at Zaid voksede op i et familie miljø, som ikke kun var præget af hellighed og åndelig varme, men også af direkte kontakt med legitim viden og den pædagogiske omsorg, som Ahl al-Bayt’erne ydede.

Opvækst, fødsel og læring

Hvordan voksede han op, og hvordan lærte han?

• Zaid voksede op under sin far, imam al-Sajjad, der ifølge beretninger og kilder var kendt for dyb viden og fromhed, og han hentede yderligere viden fra sin bror, imam Muhammad ibn Ali, kaldet al-Baqir, som regnes blandt de store lærde i Umma’en og som en grundlægger af den teoretiske opbygning i den shiitiske tanke.
• Han modtog religiøs viden i sit nærmiljø i den første generation – fra familiekredsen, samt fra lærde og studerende i Medina og Kufa. Dette formede hans personlighed som en asketisk lærd og som en fornyer i den politiske og sociale samvittighed i folket.
• Han levede i en periode med politisk uro, hvilket tvang ham til at balancere mellem kulturen for fromhed og hengivenhed, som han voksede op med, og ansvaret for retfærdighed og bekæmpelse af uretfærdighed. Det forklarer senere hans faste holdning over for det omayyadiske styre og hans beslutning om at tage del i en reformrevolution.

Forholdet til imam al-Baqir: Er han yngre? Samme mor?

Kort svar:

• Imam Muhammad al-Baqir (må Allah være tilfreds med ham) blev født mange år før Zaid; kilder peger på, at hans fødsel lå omkring to årtier eller mere før Zaids. Dermed er Zaid yngre end imam al-Baqir.
• Zaids mor adskiller sig fra imam al-Baqirs mor. Det betyder, at de er brødre med samme far, imam al-Sajjad, men med forskellige mødre.

En mere detaljeret udredning:

• Imam al-Baqir blev født omkring to årtier før Zaid, og dermed er Zaid den yngre bror. Samtidig havde de et tæt forhold vidensmæssigt og åndeligt.
• Zaids mor nævnes i kilderne med navne som Jida eller Jayyid eller lignende, mens imam al-Baqirs mor er kendt som Fatima bint al-Hasan ibn Ali. Denne forskel bekræfter, at de delte far, men ikke mor.

Baggrunden for hans revolution

Zaid levede under Hisham ibn Abd al-Malik (det omayyadiske kalifat), en periode kendetegnet ved:

• Omfattende politisk uretfærdighed
• Marginalisering af Ahl al-Bayt
• Stort spændingsniveau mellem folket og staten
• Udbredt korruption og diskrimination

I dette miljø fremstod Zaid som en modig reformistisk stemme, der byggede på et princip om at rejse sig mod uretfærdighed, mens han fastholdt balancen mellem religion og fornuft.

Han sagde sit berømte udsagn:

Jeg har aldrig hadet døden, og jeg frygtede kun ilden.

Detaljer om hans revolution

Tanken om at gå i oprør nåede sit højdepunkt, mens Zaid opholdt sig i Irak, hvor Kufa var et centrum for mange tilhængere af Ahl al-Bayt. Da en ny guvernør, Yusuf ibn Umar al-Thaqafi, blev udnævnt til Irak, skabte det forhold, der gjorde, at en protestbevægelse mod det omayyadiske styre kunne vokse.

Folk i Kufa kaldte på ham og gav ham løfte om at kæmpe til døden. Der blev udarbejdet en liste med navne på dem, der svor troskab, som ifølge kilderne talte helt op til omkring fyrre tusind. Men fordi planen blev opdaget af guvernøren, skete revolutionen før den planlagte dato, og antallet af kampklare faldt drastisk til et meget lille antal, da oprøret begyndte.

Trods denne reduktion i antallet insisterede Zaid på at fortsætte. Da han mødte den omayyadiske hær under ledelse af Yusuf ibn Umar, førte de få mænd en hård kamp og Zaid blev ramt af en dødelig pil den 2. Safar 122 AH.

Denne korte revolution, selv om den fejlede militært, repræsenterer hans urokkelige forpligtelse til sandheden i kampen mod uretfærdighed, og den efterlod et betydeligt præg i den historiske og religiøse hukommelse.

Visse historiske kilder nævner desuden moralsk eller juridisk støtte fra nogle indflydelsesrige personligheder i den tid. Det viser, at Zaid’s bevægelse ikke var helt isoleret fra andre tendenser i samfundet.

Zaid’s revolution i Kufa

Efter at han flyttede til Kufa, fandt han udstrakt støtte fra folk, der søgte lederskab fra Ahl al-Bayt.

Men statens maskineri under det omayyadiske styre infiltrerede deres rækker og begyndte at:

• True folk
• Købe samvittigheder
• Intimiderer stammer

Antallet af dem, der svor troskab, faldt fra 40.000 til kun 218 på én nat. Ikke desto mindre forblev Zaid fast besluttet og sagde sit klassiske udsagn:

Ved Allah, selv om kun én var med mig, ville jeg stadig tage afsted.

Hans martyrium

Zaid forlod med sine få mænd og kæmpede tappert mod en stor hær ledet af Yusuf ibn Umar al-Thaqafi, guvernøren for Hisham. Han stod fast i kamp, viste stor tapperhed, indtil en dødelig pil ramte hans pande, og han blev martyr i sin kamp for at reformere folket og rette op på uretfærdigheden.

De omayyadiske myndigheder stoppede ikke ved hans død, men:

• Egnede ham til korsfæstelse ved Kufa’s port
• Sænket hans krop efter fire år
• Brændte hans krop
• Spredte hans aske i Eufrat

Dette skildrer magtens grusomhed og dens frygt for den symbolske betydning, som denne mand repræsenterede.

Hans status blandt muslimer

Zaid nyder stor respekt blandt:

• Shia
• Sunnier
• Historikere
• Lærde

Imam al-Sadiq (må Allah være tilfreds med ham) sagde om ham:

Må Allah være barmhjertig med min onkel Zaid; han var troende, han var lærde, og han var sandfærdig.

Han sagde også:

Hvis han havde sejret, ville han have handlet retfærdigt.

Dvs. hvis hans revolution havde haft succes, ville han have indført retfærdighed.

Kilder

• Al-Tabari, Historien om nationerne og kongerne, begivenhederne år 122 AH.
• Al-Masudi, Muruj al-Dhahab, kapitlet om Zaid’s revolution.
• Al-Kashi, Rijal al-Kashi, beretninger om imam al-Sadiq til ros af Zaid.
• Ibn al-Athir, Al-Kamil fi al-Tarikh.
• Al-Sheikh al-Mufid, Al-Irshad.
• Al-Ya’qubi, Al-Tarikh al-Ya’qubi.
• Al-Dhahabi, Siyar A’lam al-Nubala’.