Målsætning og indledning:

I denne artikel vil vi stifte bekendtskab med de grundlæggende trosprincipper i den tolv-imamiske shia-tradition, som udgør deres religiøse identitet og har en dyb indflydelse på deres dagligliv.

Troslæren udgør fundamentet for det religiøse og intellektuelle byggeri i enhver islamisk retning eller skole. Det er det rammeværk, hvorigennem menneskets opfattelse af Gud, universet og livet krystalliseres, og hvorigennem troens pejlemærker defineres og tilhørsforholdets og overbevisningens grænser afmærkes.

I denne sammenhæng træder “Usul al‑Din”, de centrale trosprincipper hos tolv-shiaerne, frem som uundværlige for enhver, der ønsker at tilslutte sig dette ædle tradition. De er ikke blot videreførte lærdomme fra forfædre uden refleksion; tværtimod er det anliggender, der kræver, at den troende tilegner sig dem gennem afgørende rationalitet eller uigendrivelige tekster, og gennem bevidst tro, fri vilje og urokkeligt overbevisning. Derfor er blind reproduktion i disse principper uacceptabel – det ville stride mod taburetens hellighed og troens højhed.

Shiitiske lærde har udførligt belyst disse tredive principper og understreget deres fundamentale betydning: at troen på dem er en nødvendig betingelse for en sund religiøs identitet og en nøgle til forståelsen af religionens øvrige dimmensioner. De er indbyrdes forbundne og komplementære, og sammen danner de en sammenhængende trosstruktur, der begynder med Tawḥīd, fører gennem ‘Adl og Nubuwwa, og kulminerer i Imāma og Ma‘ād, hvilket tilsammen udgør troens fuldkomne arkitektur i den imamiske tankegang.

Givet deres rolle i opbygningen af religiøs og intellektuel identitet og i skelnen mellem Ahl al‑Bayt’s vejledning og andre retninger, har denne undersøgelse til formål at kaste lys over deres betydning, argumentation og plads i imamisk shia-tænkning – inklusive de filosofiske og teologiske særegenheder, som gør dem til en selvstændig skole i islamisk troslære.

Disse trosprincipper er ikke blevet formet isoleret fra historiens strømninger eller de intellektuelle udfordringer i de tidlige islamiske århundreder. Snarere modnedes og konkretiseredes de midt i stridigheder og teologiske debatter, som opstod efter profetens (Fred og velsignelser være over ham og hans familie) død med imperiets ekspansion og fremkomsten af adskillige retninger. Efterhånden som diskussionen om Imāma, Guds retfærdighed, Hans egenskaber og opstandelsen intensiveredes, blev der et presserende behov for klare og detaljerede teologiske kendemærker – og således blev disse fem principper udformet som et skelsættende identitetssymbol for tolv-shiaerne.

Herunder følger en nøje gennemgang af de fem principper, som anerkendes af Ahl al‑Bayt i henhold til imamisk tradition:

Første princip: Tawḥīd – Guds Enhed

Troen på Guds enhed i Hans væsen, egenskaber og handlinger:

Han har ingen partner i skabelsen eller styringen.

Han har ingen ligemand eller modsvar.

Han er hverken opdelt eller sammensat; Han kan ikke ses af øjet eller erkendes med sanserne.

„Sig: Han er Gud, Én. Gud, den Evige.“
(Koranen 112:1–2 – Al‑Ikhlāṣ)

Inden for shia-traditionen afvises enhver genspejling af skabning mellem menneske og Skaberen, og der benægtedes tilknytning af fysisk form eller rum til Gud.

Andet princip: ‘Adl – Guds Retfærdighed

Troen på, at Gud er fuldstændig retfærdig og aldrig uretfærdig overfor nogen. Alle Hans handlinger er gode og fyldt med visdom; Han udfører intet uværdigt eller straffer nogen for handlinger, de ikke selv har udført.

Dette adskiller shia-islam fra visse andre retninger, som hævder, at alt Guds handlinger er rigtigt selv om de synes uretfærdige; shia-traditionen fastholder:

„GUD er retfærdig; Han gør intet skadeligt og pålægger ingen det umulige – Han straffer ikke de uskyldige.“

Følgelig har shia-tænkere opbygget omfattende teologiske grene omkring dette princip, såsom fri vilje, personlig valg og afvisning af determinisme.

Tredje princip: Nubuwwa – Profetskabet

Troen på, at Gud har sendt profeter for at vejlede menneskeheden; de er ufejlbarlige og bekræftet gennem åbenbaring. Den største og sidste af disse profeter er Muhammad (Fred og velsignelser være over ham og hans familie), profetens segl.

„Muhammad er hverken nogen af jeres mænds fader; men han er Guds sendebud og profeternes segl.“
(Koranen 33:40 – Al‑Aḥzāb)

Shia-muslimer tror, at Profeten (Fred og velsignelser være over ham og hans familie) er bevaret gennem åbenbaringens integritet – i alt, hvad han siger, gør og formidler.

 Fjerde princip: Imāma – Imamernes Lederskab

Troen på, at Gud udvalgte tolv imamer efter Profeten (Fred og velsignelser være over ham og hans familie) for at lede ummah med vejledning fra Ahl al‑Bayt. De er alle sammen ufejlbarlige og har autoriteten til at undervise i Sharia og tolke Koranen korrekt.

• Imāma er ikke blot en politisk position, men en guddommeligt udpeget funktion lig profetens.
• De udvalgte imamer er ufejlbarlige, bærer sand Sharia og bringer den rette fortolkning af Koranen.

Liste over de tolv imamer

Ali ibn Abi Talib (Fred være med ham)
Hassan ibn Ali (Fred være med ham)
Hussein ibn Ali (Fred være med ham)
Ali Zain al‑Abidin (Fred være med ham)
Muhammad al‑Bāqir (Fred være med ham)
Jaʿfar al‑Ṣādiq (Fred være med ham)
Musa al‑Kāẓim (Fred være med ham)
Ali al‑Riḍā (Fred være med ham)
Muhammad al‑Jawād (Fred være med ham)
Ali al‑Hādī (Fred være med ham)
Hassan al‑Askari (Fred være med ham)
Muhammad al‑Mahdī (Fred være medMå Gud fremskynde hans ædle befrielse )

Dette princip adskiller shia-traditionen markant fra andre islamiske skoler.

Femte princip: Ma‘ād – Genopstandelsen

Troen på, at mennesket vil blive genoplivet efter døden og stå til regnskab for sine handlinger; de troende belønnes med Paradis, og de uretfærdige ramt af straf.

Sig: “Han, som skabte den første gang, vil bringe den til live igen, og Han har viden om alle skabninger.”
(Surah Ya-Sin, vers 79)

“Hver sjæl skal smage døden, og I vil fuldt ud få jeres løn på Opstandelsens Dag.”
(Surah Aal-Imran, vers 185)

  Shia-islam bekender både fysisk og åndelig opstandelse – sjæl og legeme genforenes på Dommens Dag.

 Afslutning

De fem trosprincipper hos tolv-shiaerne udgør fundamentet for individets religiøse overbevisning og identitet. De danner en integreret trosstruktur, der begynder med Tawḥīd, fortsætter gennem ‘Adl og Nubuwwa, og afsluttes med Imāma og Ma‘ād. Dette distingverer traditionen med en dyb filosofi, der forener fornuft og åbenbaring, og bindes sammen med tro og handling.

Fortsættelsen af denne tro manifesterer sig i furuʿ al‑din, de ti grene af religionen, som regulerer den religiøse praksis og leder den troendes daglige handlinger i overensstemmelse med principperne. En grundig gennemgang af disse praktiske aspekter vil blive præsenteret i en seperat artikel — da forståelsen af forbindelsen mellem tro og daglig praksis styrker vores opfattelse af, hvordan trosprincipper bliver omsat til et liv i moralsk og social samhørighed.

Forståelsen af både principper og grene er ikke blot teoretisk viden, men en invitation til at reflektere over troens natur og styrke den både spirituelt og praktisk. Det afspejler Ahl al‑Bayt’s engagement i bevarelsen af religiøs identitet gennem generationer. Ved at omfavne disse værdier kan en muslim opnå balance mellem ånd og fornuft, mellem tro og handling, og gøre religion til en gennemgribende livsledetråd.

Midt i de ideologiske og sociale udfordringer i dagens muslimske verden står denne rige arv som et fast anker, hvor troende og samfund kan finde fasthed, overbevisning og samfundsdyder som enhed, retfærdighed og fromhed.

Efter gennemgangen af trosprincipperne som udgør imamisk shias fundament, følger en fremtidig artikel, hvor furuʿ al‑din — de ti religiøse grene — præsenteres i detaljer.

Forskellen mellem principper og grene

Artiklens referencer

Koranen

Sheikh al‑Mufid – Awa’il al‑Maqalat (Dar al‑Mufid)

Sheikh al‑Saduq – Iʿtiqādat al‑Imāmiyyah (Institut for islamisk udgivelse)

Al‑Ṭūsī – Talkhīṣ al‑Shāfī

Allamah al‑Hilli – Nahj al‑Haqq wa Kashf al‑Ṣidq

لقراءة المقال باللغة العربية أضغط هنا