Efter slaget ved Karbala begyndte Zainab (AS) sin mission

I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige

Udarbejdet af: Ing. Mustafa Kamel Al-Shareef

Fra Karbala til Kufa og Damaskus: Da sværdenes kamp sluttede, begyndte ordets kamp

Når Karbala nævnes, vender hjertet straks tilbage til den tiende dag i Muharram; til den slette, der blev gennemvædet af martyrernes blod, hvor Imam Hussein (AS), hans familie og hans trofaste ledsagere stod over for en hær, der langt overgik dem i antal og udrustning, og med deres blod skrev en af historiens største sider.

1) Kampens afslutning og missionens begyndelse

Slaget ved Karbala var forbi. Ali al-Akbar (AS), Al-Qasim ibn al-Hasan (AS) og Abu al-Fadl al-Abbas (AS) var faldet som martyrer. Det spæde barn blev dræbt, tørstende i sin fars hænder, og til sidst steg Imam Hussein (AS) op som martyr på Karbalas brændende jord.

I det øjeblik troede Umayyadernes hær, at kampen var afsluttet, at stemmen fra Imam Hussein (AS) var bragt til tavshed, og at sagen var begravet sammen med de rene legemer.

Men de forstod ikke, at slaget ved Karbala ikke var afslutningen på Karbala, men begyndelsen på dets store mission.

2) Fra sværdenes slagmark til ordets arena

Sværdenes kamp var forbi, og ordets kamp begyndte. Mændenes rolle på slagmarken var afsluttet, og rollen blev nu båret af en kvinde, der tog ansvaret for at bevare budskabet på sine skuldre og stod over for sin tids største magt uden hær og uden våben.

Hun var Zainab bint Ali (AS); Karbalas stemme, den stemme, der talte for Imam Hussein (AS), og vogteren af det blod, der blev udgydt for sandhedens sag.

3) Fangenskabets rejse og lidelsens vej

Fra det øjeblik Imam Hussein (AS) faldt som martyr, begyndte en anden rejse, ikke mindre hård end selve slaget. Fangenskabets rejse begyndte, lidelsens lange vej fra Karbala til Kufa og derfra til Damaskus.

Kvinder havde mistet fædre, sønner, brødre og ægtemænd. Børn gik mellem lænker og smerte, mens martyrernes hoveder blev løftet på lanser for øjnene af deres egne familier.

Fjenderne troede, at fangenskabet ville være en ydmygelse, men det blev forvandlet til den mægtigste talerstol for Ashuras budskab til ummaen.

4) Zainab (AS) i Kufa og Damaskus

I Kufa stod Zainab (AS) og talte til et folk, der var blevet bedraget af politisk propaganda. Hun afslørede sandheden, vækkede samvittighederne og gav ummaen dens bevidsthed tilbage om det, der var sket i Karbala.

Og i Yazids hof i Damaskus, hvor de sejrende var samlet for at fejre det, de troede var en triumf, stod den fangne kvinde med ophøjet værdighed. Hun så ikke på lænkerne, ikke på sværdene og ikke på herskerens magt. Hun så mod historien og udtalte de ord, der skulle forblive udødelige.

De ville dræbe Imam Hussein (AS), men gennem Zainab (AS) blev Imam Hussein (AS) levende igen. De ville begrave sagen, men hendes taler gjorde Karbala til en skole for frie mennesker.

5) Zainab (AS), udødelighedens vogter

Hvis fortællingen var endt med Imam Hussein (AS)’s martyrdom, kunne Karbala måske være blevet stående som en tragisk begivenhed i historiens optegnelser. Men Zainab (AS) forvandlede den til en udødelig menneskelig sag.

Zainab (AS) var ikke blot et vidne til tragedien. Hun var en medskaber af udødeligheden; budskabets vogter, blodets betroede og stemmen fra Imam Hussein (AS) efter hans martyrdom.

6) Afslutning

Karbala sluttede ikke ved solnedgangen på den tiende dag i Muharram. Det begyndte med solopgangen over de fangnes karavane. Hvis Imam Hussein (AS) med sit blod skrev det største epos i islams historie, så skrev Zainab (AS) med sin tålmodighed og standhaftighed det kapitel, der gjorde dette epos udødeligt i menneskehedens samvittighed.

Således var Karbala ikke afslutningen på en fortælling, men begyndelsen på en mission; en mission, som Imam Hussein (AS) bar med sit blod, og som Zainab (AS) fuldendte med sin tålmodighed, indtil sandhedens stemme blev ved med at genlyde i enhver tidsalder.

“Og betragt ikke dem, der blev dræbt for Allahs sag, som døde. Nej, de er levende hos deres Herre, hvor de får deres underhold.”
Koranen, Sura Aal-Imran 3:169

Kilder: